Alpha-Lingua søger kollega

Er du translatør i engelsk eller fransk, og kunne du tænke dig at arbejde i Københavns centrum, så kan det være, du er Alpha-Linguas nye kollega.

Alpha-Lingua er et kontorfællesskab bestående af seks translatører. Vi har som mål at tilbyde oversættelser, tolkning og øvrige sproglige ydelser af høj faglig kvalitet. Vi har plads til yderligere en kollega i vores hyggelige kontorer, og derfor søger vi en selvstændig translatør, som er interesseret i at deltage i et fagligt inspirerende miljø.

Du er translatør i engelsk eller fransk og har allerede lidt erfaring med at drive selvstændig virksomhed. Du har en kundeportefølje, og måske kunne du godt tænke dig at udvide den. Vi forventer, at du bruger oversættelsessoftware, og at du oversætter både til og fra dansk. Vi tolker alle, og det kunne være praktisk, hvis du også gør det, men det er ikke et krav.

Er du translatør i et andet sprog, som Alpha-Lingua ikke allerede dækker, er du også velkommen til at kontakte os.

Er du interesseret, sender du en e-mail med dit cv til Anne Laugesen.